Maria Linas stemme

Enhver familie har lært og givet videre nogle lektier. Hvis jeg skulle vælge én lektie, jeg har lært og vil give videre, ville jeg sige, at mad aldrig må gå til spilde. Min mor var et fremragende eksempel på det. Det er en formaning, der kommer direkte fra efterkrigstiden, en hård tid, hvor alt var smukt og kostbart. En lektie, der dufter af ristet osteskorpe, typisk for Lagosanto, en lille by i provinsen Ferrara.

Hver sommer samledes vi hjemme hos nonna Libera. Det var dejligt at mødes, for vi havde ikke mange muligheder for at se hinanden resten af året. Vi sad alle omkring pejsen og ristede osteskorper og majskolber. Jeg husker, hvordan nonna delte kolberne mellem os børn, mens hun fortalte os om denne tradition, der har levet videre siden krigen. Min far og hans brødre var små dengang, det var umuligt at gå ud om aftenen, og der var intet fjernsyn. Sådan havde min nonna, ligesom de andre kvinder i landsbyen, fundet på en anden måde at være sammen på.

I en lille by hjalp alle hinanden. Når bonden havde høstet majskolberne, efterlod han nogle stykker til os uden at vide, at det ville blive vores families tradition. Da min mor giftede sig med min far, tog hun også denne tradition til sig og ristede kolberne på komfurets blus, fordi hun ikke havde en pejs. Og nu gør jeg det samme med min datter Alice, som endnu ikke laver mad, men nyder at spise.

Når jeg laver ragù, smager hun altid på den og siger: "Jeg kan ikke smage bedstemor." Det er et sødt hint om at tilsætte mere osteskorpe. Og det er også der, jeg begynder at huske de eftermiddage, hvor jeg lyttede til min nonnas historier, dengang der ikke var mange legetøj at lege med, og almindelige sten var lige så kostbare som alt andet.

Det er det, der gør traditioner så vigtige. De er en åben dør til vores rødder, som vi kan gå igennem på en tur ned ad mindernes vej. Min mindernes vej er et kludetæppe af billeder af en familie i Lagosanto og af mine bedsteforældre, der boede i Bagnolo in Piano. Både min mors og min fars side af familien udgør en mosaik af minder: at springe i den åbne kanal, der blev brugt til vanding, eller lege gemmeleg på høvognen ... Det var dengang, vognen var spændt for æslet og løb løbsk, mens vores nonno løb efter os og råbte så højt, han kunne. Vores nonno havde det typiske udseende af en, der var klippet ud af et gammelt billede, med sin hat og en segl til at slå høet. Jeg husker vandmelonen skåret i firkanter og delt mellem mig og mine fætre og kusiner. Jeg husker også min fjollede frygt for, at nonna holdt mindre af mig, bare fordi jeg ikke overnattede hos hende, som alle mine brødre gjorde. Men den samme frygt forsvandt altid, hver gang vi sad omkring pejsen.

Nogle mennesker viser ikke deres kærlighed så let, de kysser og krammer ikke, men der er øjeblikke og stemninger, der kaster lys over en stor kærlighed. For min nonna var det øjeblik foran pejsen, mens hun ristede majskolber.

Dette er blot en lille del af min families historie, en tur ned ad mindernes vej, som jeg altid elsker at tage. Et minde lige så kostbart som mad.

Kreditering:
Tekst af Carlotta Fiore
Foto af Diego Rosselli